Landstingsforordning nr. 8 af 31. maj 2001 om reklamering for sundhedsydelser

 

I medfør af § 1 og § 3 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland fastsættes:

 

Anvendelsesområde

§ 1. Landstingsforordningen omfatter reklamering, herunder annoncering, for sundhedsmæssig virksomhed, som udføres af eller på vegne af autoriserede eller ikke-autoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsområdet. Landstingsforordningen fastsætter, medmindre andet er bestemt, fælles regler for reklamering vedrørende sygehuse og det offentlige sundhedsvæsens øvrige institutioner, private klinikker og privat praktiserende sundhedspersoner samt andre institutioner, der udfører sundhedsmæssig virksomhed.
Stk. 2. Annoncering omfatter udelukkende uopfordrede angivelser over for befolkningen.
Stk. 3. Landstingsforordningen omfatter ikke reklamering for salg af briller, kontaktlinser m.v. (synshjælpemidler).
Stk. 4. Landstingsforordningen omfatter ikke offentlige myndigheders information om sundhedsmæssig virksomhed.
Stk. 5.
Landsstyret kan fastsætte bestemmelser om, at forordningen helt eller delvis skal gælde anden virksomhed end nævnt i stk.1.

§ 2. Landstingsforordningen omfatter også reklamering i Grønland, som foretages med henblik på udøvelse af den pågældende virksomhed uden for Grønland.

 

Reklameringsregler

§ 3. Reklamering for sundhedsmæssig virksomhed skal være saglig, nøgtern og fyldestgørende.
Stk. 2. Annoncering må kun ske ved meddelelse af sundhedpersonens navn, eventuelt virksomhedsnavn, stilling, adresse, telefon- og telefaxnummer, e-mail adresse, træffetid, herunder fravær, køn og alder, specialeanerkendelse, handicapadgangsforhold, handicapindretning af konsultation m.v. og handicapparkeringsplads i tilknytning til konsultation m.v., samt undersøgelses- og behandlingsmetoder, ventetider og priser.
Stk. 3. Annoncering må ikke finde sted i fjernsyn.

§ 4. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, omfatter ikke faglige foreningers og organisationers generelle information til offentligheden om sundhedsmæssige forhold.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, omfatter ikke den annoncering, der udelukkende sker over for sundhedspersonale inden for samme virksomhedsområde.

 

Tilsyn

§ 5. Embedslægeinstitutionen fører tilsyn med udøvelsen af reklamering efter denne landstingsforordning.
Stk. 2. Embedslægeinstitutionen kan som led i tilsynet give udtryk for sin opfattelse af sagen eller søge iværksat sanktioner efter § 6, stk. 1.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for reklamering efter denne forordning, herunder § 3, stk. 1 og 2, og § 4, stk. 1 og 2.

 

Foranstaltninger

§ 6. For overtrædelse af bestemmelsen i § 3 kan der idømmes bøde.
Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af denne forordning, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan selskabet som sådant idømmes bøde.

 

Ikrafttrædelse

§ 7. Landstingsforordningen træder i kraft den 1. august 2001.
Stk. 2. I anordning nr. 860 af 18. december 1991 for Grønland om ikraftsættelse af lov om udøvelse af lægegerning, ophæves § 21, stk. 1, og § 26, stk. 2.
Stk. 3.
I lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger ophæves § 16.
Stk. 4.
I lov nr. 100 af 14. marts 1979 om kliniske tandteknikere ophæves § 10.




Grønlands Hjemmestyre, den 31. maj 2001.




Jonathan Motzfeldt

/

Alfred Jakobsen

 

 


Bemærkninger til forslag til Landstingsforordning om reklamering for sundhedsydelser